Ikke helt færdigbagt – Part I

Det er nu et års tid siden Bobben truede med at melde sin ankomst lidt for tidligt. Jeg var kun lige gået ind i 7. måned, men havde efterhånden vænnet mig til de her mange plukkeveer som jeg havde haft siden 4. måned.

På vej hjem fra arbejde den dag bliver plukkeveerne ledsaget af en lidt tyngende og pressende fornemmelse. Jeg ved at han lagde sig til tidligt i graviditeten, og at han har ligget godt og lavt i bækkenet den sidste måneds tid. Jeg slår fornemmelsen lidt hen, og tænker at det måske bare er dét jeg kan mærke. Jeg skal bare hjem og slappe af på sofaen, og så skal det nok gå i sig selv. Det er jeg helt og aldeles sikker på …men det føles godt nok lidt mærkeligt det her.

Men altså, det gik ikke i sig selv!

Timerne på sofaen går, men den tyngende og pressende fornemmelse forsvinder ikke. Min kæreste er på arbejde og har først fri kl. 23.30. Jeg prøver at falde til ro, men noget føles bare anderledes og på en eller anden urovækkende måde. Jeg vil ikke sige forkert, men jeg har ikke oplevet den slags tyngde og strøm af uafbrudte plukkeveer før, så tankerne flyver lidt rundt. Vandet er ikke gået, og det er stadig meget tidligt i graviditeten. Det er jo ikke meningen at jeg skal føde endnu.

Da klokken er omkring 21.00, ringer jeg alligevel ind til fødegangen og får en sød jordemoder i røret. Jeg lægger ud med at sige, at det ”sikkert bare er mig, der er en smule pylret, usikker og førstegangsgravid, men jeg oplever altså ‘sådan og sådan’”. Hun spørger ind til lidt forskelligt, og vil egentligt bare gerne have mig ind til undersøgelse. Vi aftaler at jeg skal komme op med det samme, så vi lige kan få styr på det her.

Efter jeg har snakket med hende, ringer jeg til min kæreste og fortæller hvad der foregår. Han spørger som det første, om han skal holde fri fra arbejde og tage med ind på hospitalet. ”Neeej, neej” siger jeg ”det er bare lige et hurtigt rutinetjek, hvor jeg får at vide at alt er ok og så bliver jeg sendt hjem igen. Jeg ringer når det er overstået, og hvis det så passer med at du har fri der, kan vi måske følges hjem!” Det bliver aftalen, og jeg lover at ringe, hvis der er noget.

Jeg kommer op til fødegangens modtagelse og bliver med det samme modtaget af den jordemoder jeg snakkede med i telefonen. Hun er sød, smilende og jeg føler mig med det samme taget seriøst. Jeg var jo en smule betænksom over, at det nok bare var mig der var sådan lidt unødvendigt bekymret. Jeg kommer ind på en stue, hvor der skal lægges en strib og lyttes til babys hjerte. Jeg får først at vide at jeg lige skal ligge der i 30 min. og lade stribben køre. Så vil hun komme ind igen og tage et kig på målingen. Jeg har dog kun ligget der i ca. et kvarter, da den søde jordemoder kommer ind igen. Hun tager et kig på målingerne og mærker mig lidt på maven. Hun trykker blidt flere steder, og jeg kan mærke at min mave er helt spændt. Hun kigger på mig og fortæller, at hun lige går ud og henter en kollega, der har lidt mere erfaring med det her. (what??) Hun smiler, men jeg kan se at der gemmer sig noget bag smilet. Hendes kollega, en lidt ældre (men også rigtig rar) jordemoder kommer med ind på stuen, og sammen står de der og trykker på min mave. Engang i mellem kigger de lidt over på skærmen med målingerne fra stribben.

De kigger pludselig på hinanden med et enkelt lidt alvorligt udtryk.

Herfra går det faktisk lidt stærkt, og det hele er efterfølgende blevet mudret lidt sammen i ”hvad skete hvornår” og ”hvem sagde hvad”.

Jeg kan huske at de spørger om jeg tror at vandet er gået, og de fortæller at de lige skal have undersøgt livmoderhalsen. Vandet var ikke gået, men ved undersøgelsen virker livmoderhalsen afkortet. Det, i kombination med målingerne og den tyngende og pressende fornemmelse, gør at de nu pludselig begynder at snakke om ve-hæmmende medicin på drop og indsprøjtninger med lungemodnende medicin til baby. Altså, hvis han nu skulle komme lige om lidt. De spørger om jeg har min mand eller kæreste med, og jeg fortæller dem, at han er på arbejde og at jeg egentligt ringede til ham og fortalte at det ikke var nødvendigt at han tog med. ”Skal jeg ringe og bede ham komme herop?” spørger jeg, ”Ja” svarer de, ”Han skal være her, hvis der nu pludselig sker noget”.

”Hvis der sker noget?” tænker jeg. ”Jamen er jeg ved at gå i fødsel?” spørger jeg så.

”Ikke endnu, men der er en god chance for det, hvis vi ikke handler nu, og det er stadig meget tidligt i graviditet, så du skal blive her, så vi kan tage vores forholdsregler. Det er vigtigt at du får indsprøjtningen med det lungemodnende medicin i tilfælde af, at han beslutter sig for at komme inden for det næste døgns tid” svarer den ældre jordemoder. Jeg ligger der på briksen og føler mig både sårbar, bange og uforberedt.

Den første søde jordemoder aer mig på hovedet, som jeg ligger der og begynder at græde i forvirring og chok, ”Det var nok ikke lige det her du regnede med, da du ringede ind og bare troede at det var dig der var pylret, hva’?”. Den omsorg hun udviste der, var så vigtig for, hvordan jeg havde det de efterfølgende timer.

Læs 2. del i morgen.

One Reply to “Ikke helt færdigbagt – Part I”

Skriv et svar