Min fødselsberetning – Part II

Læs 1. del her.

Tirsdag d. 27/2-18

Uge 39+2

Klokken er 10, og jeg er så småt ved at gøre mig klar til at gå ud af døren. Min kæreste er taget på arbejde tidligt i morges, og jeg skal til rutinevisit hos min egen jordemoder kl. 10.30. Lige som jeg har fået jakke på, ringer telefonen og det viser sig at være en jordemoder fra Rigshospitalet, der, med udgangspunkt i gårsdagens prøver, gerne vil have mig op til snak om igangsættelse af fødslen. Min første reaktion er at fortælle, at jeg faktisk er på vej op til min egen jordemoder, og om jeg ikke bare kan tage snakken med hende? Her er jeg muligvis en lille smule in denial omkring, hvad det egentligt er, damen faktisk siger til mig. Venligt, men bestemt, får kvinden i røret sagt til mig, at hun nok skal aflyse min tid hos min jordemoder og at jeg bare skal komme op til dem med det samme. Altså, som i nu!

Jeg ringer til min kæreste og får fortalt hver der nu skal ske. Vi aftaler at jeg bare lige holder ham opdateret, og at han selvfølgelig kommer ind til mig på hospitalet, hvis det bliver nødvendigt. Stadig lidt konfus omkring hvad der egentligt skal til at ske nu, får jeg moslet mig i en taxa og tager op på Rigshospitalets fødegang. Jeg er spændt, nervøs og prøver at forstå, at det måske er nu. Det kan være jeg føder i dag? PRAISE THE LORD for jeg magter da virkelig ikke det her graviditets noget længere. Lille baby, KOM NU UD!!!

Kl. 14.20

Jeg får snakket med en sød jordemoder, der fortæller mig om de forskellige igangsættelsesmuligheder der er, og hvornår man bruger hvilke. Efter en undersøgelse af livmoderhalsen når hun frem til, at Augustapillerne er løsningen. Jeg skal tage to piller hver anden time. Jeg får også at vide at den gennemsnitlige kvinde skal tage pillerne af syv omgange – nogle kommer helt op på 14 før der sker noget, så jeg skal altså ikke forvente at der kommer til at ske noget før i morgen. Vi bliver enige om, at jeg tager den første omgang piller her og nu, og så får jeg lov til at tage hjem og hente min ”fødselstaske”, som står derhjemme pakket og klar med det jeg skal have med til fødslen. Af en eller anden grund var jeg stadig rimelig meget in denial da jeg tog hjemmefra, så jeg tænkte at det ikke var nødvendigt at tage den med. Samtidig var det tæt på fyraften for min kæreste, så jeg kunne også tage hjem og hente ham, og så kunne vi sammen tage tilbage til hospitalet igen, hvor jeg så skulle have anden omgang af pillerne. Det passede lige, sådan rent tidsmæssigt. Jeg havde hele graviditeten igennem forestillet mig, at mit vand ville gå om natten. Så ville jeg ligge der og have veer, imens min kæreste talte minutter, indtil vi fik besked på at komme ind på fødegangen. Derfra skulle vi sammen følges derind, og alt ville være godt og gå lige efter bogen.

At jeg kunne komme hjem og hente ham og resten af mine sager, så vi sammen kunne ankomme til fødegangen, var bare uhyre vigtigt for mig og hele oplevelsen af det her. Især fordi INTET andet endte med at gå efter planen. Min plan, som jeg havde lavet med min jordemoder, gik nemlig på, at der skulle være mulighed for vandfødsel. Jeg ville under ingen omstændigheder have lattergas, for det havde jeg aldrig prøvet før, men havde hørt at man blev ret skæv af det. Nu har jeg prøvet at være skæv før, undskyld mor, og det var bestemt ikke en tilstand jeg havde lyst til at være i, når jeg skulle føde mit første barn. Jeg ville gerne være ved bevidsthed og have hele oplevelsen med. Samtidig var jeg ikke sikker på at jeg ville have en epidural. Jeg frasagde mig ikke nødvendigvis muligheden, men jeg ville gerne prøve om jeg kunne klare den uden.

HAHA!

Lang historie kort: ingen vandfødsel, jeg lå i den samme stilling på den samme seng i 17 timer, jeg sugede løs af lattergasen i så høj en grad, at jeg præsterede at falde i søvn imens narkoselægen skulle lægge epiduralen. De måtte vække mig så jeg kunne være vågen, når lægen skulle prikke mig i rygsøjlen med en kanyle. Yup.

Anywho, jeg er derhjemme, og kan bare mærke at veerne trækker op. Jeg får faktisk rigtig ondt i maven igen, og er bare nødt til at ligge mig ned på sofaen og vente på min kæreste, der snart kommer hjem.

Han kommer hjem helt ivrig, og skal bare lige have et hurtigt bad, og så kan vi tage af sted til hospitalet. Seriøst? Et bad? Hvad tænker du på? Jeg ligger her og er i fødsel, og du vil have et bad? På den anden side lugtede han lidt af arbejdsudstyr, så måske et bad var det rigtige at gøre. Okay, fair nok, tag et bad og så tager vi en taxa til Rigshospitalet. Det hele blev pludselig så virkeligt.

Oppe på hospitalet er klokken blevet 16.30, og jeg får anden omgang Augustapiller. De virker ret godt. Veerne tager pludselig til, men jeg udvider mig ikke rigtigt. Jeg har bare tiltagende smerter. Da vi når til trejde omgang, beslutter de sig for, at jeg alligevel ikke skal have flere piller. De vil i stedet vente en time eller to mere, og så skal jeg istedet have et drop med vefremmende medicin. Det burde også medføre, at vandet går.

Jeg får det vefremmende medicin, og her begynder mine veer virkelig at tage til. På skærmen kan vi se, hvordan kurven reagerer i takt med mine tiltagende smerter. Men vi kan også se, at babyens hjerterytme falder hver gang. Jordemoderen siger, at hvis det bliver værre uden fremskridt, kan jeg måske se frem til et akut kejsesnit. Ængstelige Louise tænker i sit sagte sind ”Ja! Kejsersnit er ok. Bare gør det, for jeg er virkelig bange for at føde!”

KL. 22.30

Babyens hjertefrekvens bliver ved med at falde, næsten hver gang jeg har veer. Samtidig er de så småt ved at blive ret kraftige. Det spænder og river indefra i maven og underlivet, og jeg udvider mig bare ikke rigtig. På dette tidspunkt er jeg faktisk slet ikke udvidet overhovedet, men de kan se at babyen bliver påvirket og jeg har smerter. Jeg er ”forpint” som der så fint står i min lægejournal. Vidste I at man kan se sine sygehusjournaler på Borger.dk? Det er faktisk lidt sjovt at læse igennem.

Nåh, men jordemoderen siger, at det faktum at jeg har en svangerskabsforgiftning, kan være med til at give mig større smerter end ”normalt”. Samtidig kan vi se at babyen reagerer negativt på mine veer, så tingene skal speedes lidt op, og vandet skal tages manuelt så at sige. Denne øvelse ligger helt klart på top 3 over max nederen ting jeg har oplevet i min voksentilværelse, og jeg vil derfor skåne dig, som læser, for en detaljeret beskrivelse. Lad os blot sige, at det ikke er rart når et fremmed menneske stikker hele klør fem op i dit underliv, for at fremprovokere et brud på fosterhinden. Det gjorde virkelig ondt og jeg græd virkelig meget. End of story. Vi håber på, at det vefremmende drop og vandafgang sætter en reelt fødsel i gang.

Jeg bliver trillet ind på en fødestue. Det er her vores lille søn skal gøre sin verdensentré. De sætter en diode på hans hoved, der også skal fæstnes til mit lår. Så kan de holde ekstra godt øje med ham.

Timerne går, veerne tager til, jeg er udvidet max 2 cm. Jordemoderen kommer ind og og snakker med mig om smertestillende muligheder. Jeg får forklaret hende mit synspunkt. Hun får ændret min mening. Hun er dygtig. Jeg prøver lattergassen. ….Alt er godt. Det gør stadig afsindigt ondt, men jeg kan ligesom se mig ud af det, jeg trækker vejret gennem denne her lattergas maske, og det er faktisk ret nice. Jeg får associationer til engang, hvor jeg var med min søster til børnetandlæge og hun skulle have lavet et hul. Hun fik lattergas og lå bare og grinede og var helt skæv. Det var sjovt. Lyset er helt anderledes, og mit hoved føles mærkeligt. Jeg fniser lidt. Tågen letter igen.

Sådan fortsætter vi i et par timer. Op til alt det her, har jeg været on-again off-again på vedroppet. Når jeg er på det får jeg kraftige veer, der påvirker baby. Når jeg ikke er, sker der bare ikke rigtig noget. Akut kejsersnit bliver igen nævnt som en mulighed, hvis der ikke er fremdrift. Jeg tænker ”please ja, bare skær ham ud af mig, få det her overstået, det må I gerne, det er helt i orden!”. Jeg kigger på uret. Tiden går både langsomt og hurtigt. Det er mærkeligt. Nogle gange er jeg virkelig skæv, og befinder mig på sådan et drømmeagtigt stadie, hvor jeg ikke rigtig sover, men bare er og prøver at komme igennem de her ekstreme veer, der føles som om mit underliv er ved at blive sprættet op indvendigt. Fuck mand, hvordan fanden skal jeg nogensinde kunne genenmføre det her, hvis jeg allerede nu er helt forpint?? ”Jeg er ikke sikker på at jeg kan gennemføre det her” får jeg hulket til min kæreste, der sidder ved siden af mig og holder min hånd og støtter mig det bedste han har lært. Fuck det her gør ondt. De her veer er helt klar det værste ved hele fødselsforløbet.

Jeg kan høre kvinderne fra de andre stuer. Engang imellem er der en der skriger. Først længere nede fra gangen. Så fra stuen inde ved siden af. Det kommer som et regulært chok for mig, at jeg kan høre de andre fødende kvinder. Nogle af dem er i gang virkelig længe. En af dem ved siden af lyder som om, at det her er et liv eller død projekt. Der bliver stille. Min kæreste har været ude og hente saftevand, og da han kommer ind siger han ”tvillinger”. You go girl.

Du kan læse 3. indlæg her.

2 Replies to “Min fødselsberetning – Part II”

Skriv et svar