Mamma Louie aka. Louise

Okay, for at være ærlig, så har jeg aldrig skrevet et blogindlæg før. Jeg har aldrig rigtig haft sådan noget massivt væsentligt på hjerte, som jeg har følt behov for, at dele med andre end min umiddelbare nære omgangskreds. Mine facebook statusopdateringer fra’09-’11 siger måske nok lidt noget andet. Dengang synes jeg nemlig at det var ret væsentligt, at involvere alle i, at jeg var træt af eksamensforberedelse/havde tømmermænd/hadede snevejr/kedede mig (tak facebookminder for mit daglige dosis cringe), men ellers har jeg egentligt ikke haft noget sådan særligt på hjerte.

Ikke før nu. For nu er jeg nemlig med i en særlig klub: “Club Motherhood”. Min skovsnegl var en nederen graviditet, en langtrukken fødsel, og et ammeforløb, der overhovedet ikke gik efter planen. Dertil følger et hav af oplevelser, følelser og tanker, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde haft mulighed for at forberede mig på. Det er de ting jeg satser på, at skrive lidt om her på bloggen.

Lidt om mig

Jeg hedder Louise, jeg er lige nu 31 år, og i Februar 2018 blev min kæreste og jeg forældre til verdens dejligste* lille dreng, som vi har givet navnet Eik. Vi bor på Østerbro i København, men drømmer om hus, have, hund og søskende inden for en relativ nær fremtid. Jeg er pt. stadig på barsel, men når barslen er slut, skal jeg tilbage til SOHO i Kødbyen, hvor jeg arbejder som Community Manager. Det er egentligt bare et lidt fancy ord, der dækker over “en slags receptionist der også arbejder med bookinger, nyhedsbrev og sociale medier”**. Netop arbejdet med nyhedsbrev, sociale medier og diverse kommunikationsrelaterede syslerier, er nok noget jeg egentligt har savnet lidt her i min barsel. Jovist, rollen som mor fylder jo ufatteligt meget for tiden, jeg mener, man vågner mandag morgen kl. 6, stikker ungen en flaske, og før man ved af det, er det pludselig torsdag aften kl. 22***, og man tænker ” hvad skete der?” (indsæt gerne Sofie Gråbøls små-forvirrede Blinkende Lygter udtryk). Men jeg er stadig også bare Louise, og nogle gange er det rart at kunne koble helt fra, og bruge tid på noget, der ikke handler om baby …og lad os så bare komplet ignorere ironien i, at jeg nu sidder og blogger om netop, ja, livet med baby. I forstå hvor jeg vil hen, ikk´?

 

 

 

*Jah, det ved jeg godt alle forældre siger, men i det her tilfælde er det altså rigtigt!

**Jeg tog en lang akademisk uddannelse, so shoot me, men jeg har altså brug for titlen.

***HA! så længe er jeg sgu da aldrig oppe længere. På en god dag, er jeg gået omkuld kl. 21.15.