Min fødselsberetning – Part III

Fik du læst 1. del & 2. del?

Onsdag d. 28/2-18

Uge 39+3

Klokken er 02.30. Der kommer en narkoselæge og lægger en epidural. Jeg opdager den tydelige effekt, da vi kan se på skærmen at jeg har en god ve, uden at kunne mærke den overhovedet. Ahh yes, this is the shit. Jeg kan endelig få lidt hvile. Jeg falder i søvn. Min kæreste får også lidt ro, han sover i sengen ved siden af mig.

Kl. 04.00

Jeg vågner fordi der er gået en alarm. Jordemoderen kommer hurtigt ind på stuen, med et meget alvorligt, næsten stresset, ansigtsudtryk, og en telefon i hånden klar til at melde agt i gevær. Babyens hjertefrekvens er faldet så meget så længe, at det har sat alarmen i gang, og pludselig er der både læge, jordemoder og sygerplejersker til stede. Jeg bliver bange. Min kæreste der har sovet ved siden af, bliver også bange. Kejsersnittet bliver nævnt igen, jeg tænker de samme tanker igen, nu af frygt for baby. Der bliver taget nogle blodprøver på babyens hoved, der skal vise om han reelt tager skade af alt det, der sker lige nu. Om han er presset, og om der skal lægges an til kejsersnit. Han har det fint, og hjertefrekvensen kommer langsomt tilbage på normal. Alt er godt, men jeg har ikke udvidet mig særlig meget.

Selvom babys tilstand er fin og stabil igen, er jeg bange og nervøs nu. Jeg får ikke hvilet mig så meget mere, ligger bare og tænker. Og venter.

Mit højre ben sover helt vildt. Jeg kan slet ikke mærke det.

Kl. 11.00

Efter vores forskrækkelse tidligere på natten, er der blevet holdt ekstra godt øje med det hele. Jeg er indtil nu udvidet med 4 cm. Og det hele går faktisk liiidt langsomt. Der er blevet taget flere prøver på baby, der alle viser han har det godt. Lægen kunne endda joke lidt med, at barnet lige pt havde mere hår på hovedet end faren. Det løsnede stemningen lidt. Jeg spørger om hårfarven, lægen lader som om han kigger igen og gætter på blondt. Måske lidt rødt.

Vi har efterhånden være flere vagtskifte igennem, både med læger og jordemødre, og jeg har ikke længere styr på antallet af fremmede mennesker, der i løbet af de sidste 21 timer har været i kontakt med min …fødekanal. Altså, hvis du på nogen måde har nogen som helst form for blufærdighed, kan jeg love dig for, at den bliver ikke-eksisterende under sådan et fødselsforløb.

Veerne har taget til, og efter en lang nat er jeg efterhånden ret træt

Pludselig sker der noget. Veerne ændre karakter, og jeg begynder at få den her mærkelige pressetræng. Jeg begynder at udvide mig, og da klokken er 13.00 har jeg udvidet mig hele 10 cm. Sh*t det gik stærkt. Jordemoderen udbryder, nærmest i forundring, at hun aldrig har oplevet noget lignende. Babys hjertefrekvens styrtdykker igen. Lige pludselig er stuen igen fyldt op med alle mulige mennesker, der hver især har deres del af ansvaret for, at det her forløber som det skal.

Der tages igen blodprøver på baby, og denne gang er resultatet ikke godt. Han begynder at blive presset af alt det her, og navlestrengen er viklet rundt om hans hals. I min journal står der ”faretruende asfyksi”. Fostevandet er også grønt.

Det er ikke så godt.

Nu skal det gå stærkt. Jeg bliver bange, og tankerne forsvinder nærmest fra mit hovede. Jeg kan bare mærke, at jeg er klar nu.

Jeg skal snart til at presse og der skal hjælpes til med sugekop, for at det kan gå så hurtigt som muligt. Han ligger så langt nede i mit bækken nu, at det er bedst bare at forsøge at føde naturligt, frem for et kejsersnit. Jeg bliver mere nervøs og bange. Tankerne myldre igen frem. Hvad nu hvis det her går galt.

Kl. 13.20

Jeg gør mig klar til at presse. Fuck jeg skal rent faktisk til det her. Det er så uvirkeligt. FUCK FUCK FUCK. Ja, så bliver det nok ikke til et kejsersnit. Buckle up, Louise. Åh nej, hvor lang tid kommer det her til at tage. Hvad nu hvis jeg ikke kan? Hvad nu hvis det går galt. Jeg glemmer at jeg er træt og udmattet. Alt adrenalinen skyder pludselig rundt i kroppen på mig.

Jeg får besked på at presse alt hvad jeg kan. Jeg presser. Det er så vildt det her. Jeg er rent faktisk i gang med at føde lige nu. Husk vejrtrækningen Louise. Jeg kigger ud af vinduet til højre, solen skinner, man kan se at der er frostgrader udenfor.

Jeg får at vide at jeg skal prøve at presse alt hvad jeg kan …uden lyd. Larmer jeg for meget? Må man ikke larme så meget? Helt ærligt, de sidste mange timer har jeg hørt på skrigene fra de andre kvinder på stuerne rundt omkring, fik de også at vide at de ikke måtte larme? Det er for at spare på energien, og koncentrere den ned i presset siger jordemoderen. Ahh, okay.

Jeg presser et par gange, lægen hiver med sugekoppen i alt to gange.

Kl. 13.33

Eik er født. 10 minutter tog det at presse, thank you Lord. Jeg får ham op på brystet med det samme. Han ligger der, helt blå, men bliver hurtig lyserød. Han er det fineste lille menneske, jeg nogensinde har set. 10 fingre og 10 tæer. Han kigger rundt med store mørke øjne. Jeg kan ikke fatte det, jeg er helt rundt på gulvet. Jeg bliver ved med at sige hej af en eller anden mærkelig grund – gentager bare mig selv, mens jeg prøver at få et glimt af ham, som han ligger der mit bryst, hud mod hud. ”heeej, heej, hej”. Jeg får vist også udbrudt et ”åh gud”, selvom jeg ikke er særlig religiøst anlagt.

Lægen fortæller at han næsten ikke hjalp til, og at jeg havde presseteknik som en flergangsfødende. Øh tak, tror jeg.

Nu er jeg mor. Min kæreste er far. Vi har et lille barn sammen. Point of no return.

Vi får lov til at ligge her på fødestuen i et par timer. Vi er her, i vores lille nye verden, med vores lille nye baby. Det er næsten ikke til at begribe. Nu er jeg ikke længere bare Louise. Nu er jeg også Louise, Eiks mor.

Eik – 2 timer gammel

One Reply to “Min fødselsberetning – Part III”

Skriv et svar