Jeg savner min “før-baby” krop

Jeg savner min krop

Det er ikke så pænt at sige, og så er det nok egentligt også ret usundt at tænke sådan, men jeg har det altså bedst med mig selv og min krop, når jeg er meget slank og føler mig veltrænet. Jeg kan godt lide at se mine kraveben, og jeg elskede mit thigh gap, da det stadig eksisterede. Jeg har aldrig været glad for at have kvindeformer, hvilket er lidt nederen, eftersom at jeg er genetisk disponeret for fyldige, kvindelige kurver. Brede hofter og boobs over det hele, arhmen altså, jeg vil jo bare gerne være lille og sporty. Efter jeg er blevet mor, har kurverne virkelig gjort sit indtog, og jeg kæmper ærlig talt en lille kamp hver dag for at acceptere dem. For jeg er jo som sådan ikke tyk nu – jeg er bare lidt rundere, og lidt mere mor-agtigt, end jeg var før jeg blev gravid. Og det er svært. For jeg savner min gamle krop. Rigtig meget.

Ingen bryster – masser af selvtillid 

Jeg brugte en stor del af mine teenageår og start 20’ere på at være ked af min krop, og hade hvad jeg så i spejlet. En dag fik jeg nok, og begyndte så småt at ændre min livsstil. Altså vi snakker små men alligevel store ændringer, for på daværende tidspunk kunne jeg ikke udstå cola light, og jeg drak hver weekend, og jeg spiste masser af junk-food og bland-selv-slik næsten dagligt.

Cola blev til mere vand og ellers cola light. Jeg droppede byturene HVER weekend, og forsøgte at undgå junken. Jeg fandt på måder at være mere aktiv i hverdagen, og med tiden begyndte jeg også at træne. Træningen blev et frirum, og blev til 6 ugentligt ture i fitness, og jeg begyndte at gå rigtig meget op i hvad jeg spiste. Nok lidt for meget endda. Det begyndte at handle om, hvor meget protein og fiber jeg kunne få, samtidig med at jeg skulle undgå sukker og kulhydrater. Jeg holdte den kørende på masser af koffein, og så få kalorier som muligt.

Grå, træt og udkørt, men tynd!

Det er altså hverken sundt eller fyldestgørende, men hvis der var nogen der kommenterede noget, var det min overbevisning at de bare havde ondt i røven. Det passede ret godt med, at det oftest var folk, der selv brokkede sig over at de syntes de var for tykke, der havde travlt med, at de syntes jeg var for tynd.

Da jeg mødte min kæreste, min søns far, vejede jeg 53 kg. Jeg er 170 høj. Det gav mig en BMI på 18, hvilket er undervægtigt. Jeg syntes jeg så fantastisk ud, og var virkelig stolt af mig selv og min krop, og den selvdisciplin jeg havde. Det var sådan jeg altid gerne havde villet se ud.

53 kg

Det er den krop jeg savner nu, hvor mærkeligt det end lyder.

For nu vejer jeg 69 kg, og kæmper for at komme ned på 60, som var det jeg vejede da jeg blev gravid. Jeg tog nemlig 7 kg på i løbet af det første år vi var kærester, og jeg lærte at jeg stadig så godt ud, selvom man ikke kunne se mine ribben gennem huden. Jeg var stadig slank, men jeg havde fået muskler og lidt mere sul på hofterne. Min kæreste var vild med det.

Nu vejer jeg 69 kg, jeg tog næsten 25 kg på under graviditeten, og kan tage mig selv i at savne min 53 kg krop noget så forfærdeligt meget. Men jeg ved godt at den krop ikke er realistisk. Den krop er ikke sund. Den krop er ikke naturlig for mig, og den krop kræver mere end jeg er villig til at give lige nu.

Mit mål er 60 kg. Lige nu er 69 også okay, men jeg vil gerne ned på 60. Dét er både realistisk og sundt og håndgribeligt. Og så kan jeg stadig beholde nogle af de former, som min kæreste er blevet ret glad for. For altså, ærligt talt, de ser sgu helt godt ud i et par skinny jeans.

 

Skriv et svar