Tilbage til virkeligheden – KRISE!

Jeg har lige oplevet det, jeg vil definere som regulær barselsidentitetskrise. Den sidste uges tid har jeg været tvunget til at forholde mig til, at jeg snart skal tilbage på arbejde og ”den virkelige verden”. Jeg har været på barsel hele 2018. Jeg har både lykkeligt og frustreret levet i denne her babybarselsboble hele året, hvor jeg har tilsidesat min normale livsstil og regelmæssige vaner, for at passe den her lille personlighed, der pludselig har indtaget hverdagen. Basale behov som søvn og sult er blevet ignoreret uden omtanke, for i stedet at fodre, trøste og underholde. Som tiden er gået er kærligheden kun vokset og tilknytningen har nået uendelige højder, og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke skal være sammen med ham hele dagen, hver dag. At jeg ikke bare kan kramme, kysse og lege, og at jeg måske går glip af nogle af de første milepæle. Jeg har haft seriøse tudeture, hvor jeg hulkende på badeværelsegulvet, ønskede mig tilbage til en tid, hvor det var helt standard at kvinden bare blev hjemme med barnet og manden der tog på arbejde. Fuck også det der ligestilling.* Til gengæld fungerer ligestillingen i dette tilfælde sådan, at det bliver min kæreste der overtager barslen de næste 4 måneder. Det bliver altså hans tur til at være den, der er der hele dagen, hver dag, hans tur til at se når noget sker for første gang, og hans tur til, at kunne kysse, kramme og lege hele tiden. Det er vel også meget godt, altså sådan rent politisk set …altså i forhold til ligestillingen. Faktisk blev mængden af barsel til os hver lidt en diskussion herhjemme. Hvis min kæreste skulle have mere barsel, betød det jo, at jeg skulle have mindre. Vi havde jo kun 32 uger til deling imellem os. Så der blev også smidt lidt ferie ind i regnestykket.

Udover at jeg har haft den her massive følelsesmæssige krise over, at jeg snart skal tilbage på arbejde, har jeg også haft en lidt anden slags krise. Den ligger måske i en lidt anden boldgade, og er en mere …hvad skal vi kalde det… ”egocentreret” slags.

Denne krise kom i 6 forskellige stadier. Jeg har skrevet den ret generaliserende, fordi jeg vitterligt håber, at jeg ikke er den eneste der har været denne krise igennem.

1. stadie: Fuck

Dette stadie kaldes også ”selverkendelse”. Her erkender du, at du overhovedet ikke har tabt dig alt det du ville, og hvis vi skal være ærlige, er det nok heller ikke realistisk at du får tabt de sidste 10 kg. i løbet af den næste uges tid. Jeansene i størrelse 36 må altså vente lidt endnu. Det samme må det meste af det tøj du stadig kunne passe i starten af din gravidetet. Hvor end behagelige sweatpants, preggo-jeans og kærestens t-shirt er, er de altså bare ikke passende til et arbejde, hvor du dagligt agerer ansigt udadtil. De der udtrådte, har-engang-været-hvide-converse, er måske heller ikke helt fede længere. Hvornår har du egentligt sidst haft makeup på? Det er okay at ligne… jah, noget der er meget træt og ufedt når du med dit babyskjold triller rundt med barnevognen i fælledparken i dagstimerne iblandt alle de andre trætte mødre og fædre, men ikke på kontoret. Med andre ord, så starter du på arbejde om en uge, og du har absolut intet tøj du kan tage på og føle dig bare nogenlunde tilpas og præsentabel i. Fuck!

2. stadie: Depression

Se, her burde du egentligt udnytte dit medlemskab hos Jo:ga til det fulde, og også tage ned og svømme når muligheden byder sig. Det er også her, at du passende kunne gøre alvor af det der med at lave en sund madplan, og sørge for at du altid havde sunde snacks i nærheden. I stedet craver du pizza, chokolade, fritter og brie på ristet hvidt brød, fordi du snart skal have dit lort, og fuck da lige vægttabet. Det hele kan bare være lige meget, og det bedste lige nu er bare kage og reality tv og det faktum at det er blevet koldt, så du kan gemme dig bag et stort tørklæde og en tyk frakke. Du kommer aldrig nogensinde til at blive en tonet lille XS igen, så du kan lige så godt donere alt dit tøj til røde kors og acceptere skæbnen som musegrå mor med praktisk korthårs frisure, brede hofter, rund mave og fodformede gode sko med god plads til tykke sokker. Fuck altså. Hvordan i alverden gør alle de andre tjekkede og velpolerede mødre det?

3. stadie: Stressshopping, lavt selvværd og identitetskrise

Zara og HM må være svaret! Jeg kan da godt bære leopardprikker og slangeskindsprint, hold da op. UH, en fake lædernederdel, den kommer jeg helt sikkert til at bruge vildt meget. Jeg går godt nok aldrig med nederdel, eller læder, men den her er anderledes, det kan jeg bare mærke. Jeg skal bare bruge den sammen med de højhælede støvler jeg ikke kan holde ud at have på.

…Hvad fanden laver jeg her i Divided afdelingen?

Ej altså, de her spejle der kan rotere er bare smarte, så kan man rigtig se hvordan man ser ud bagfra uden tøj på. Jeg savner at have det godt med min krop. Kan I huske dengang jeg havde det godt med min krop, og postede bikinibilleder på Instagram? Det kan jeg…

Yes, et orange halstørklæde med dyreprint, det MÅ JEG BARE EJE. #newme am I right!?

Ej de her lyse adidas sneakers i ruskind er bare fede, hvis jeg imprægnerer dem rigtig meget, skal de nok holde til vinter, no worries.

Jeg skal også have noget praktisk. Hvad med de her to grå striktrøjer, der er næsten identisk med de 17 andre grå striktrøjer jeg har derhjemme? Man kan aldrig have for mange grå striktrøjer, og nu har jeg jo også lige brugt 500 kr på den i mohair fra Moss, den grønne der, jeg havde kigget lidt på. Den der passer rigtig fint til de nye jeans, som jeg jo var NØDT til at købe.

Ja tak, bare på beløbet. Hov, den vil også have pinkoden.

4. stadie: Treat yourself

Så skal der altså ordnes negle. Shellack og manicure, ja tak. Vi skal ligge i badekaret og soake i babyolie, mens vores facial sheetmask på mirakuløs vis fixer 8 måneders forsømmelse. Der skal også farves hår, så vi igen får lidt glød og farve. FUUUUUCK! Der stod Light brown på farven, og ikke den her meget mørke black-ish som jeg endte med. Fedt, nu har jeg hår sort som ibenholt, hud hvid som sne og læber blege som mine konsekvente vinterben.

Okay, ro på, der er stadig en uge til at du starter ud blandt andre mennesker igen, og det er bare en toner. Du vasker håret grundigt HVER dag, og så er den helt sikkert lysnet lidt inden på mandag. No worries, i det mindste gjorde masken et godt stykke arbejde, og så kan vi også lige farve øjenbrynene, det udligner det nok lidt. Heeey, var det et glimt af gamle Louise jeg lige så i spejlet der?

5. stadie: Reflektion

Okay, nu er det fredag, én weekend tilbage og så er det tilbage til ”det gamle liv”, kollegaer, frokostpauser og andre voksne mennesker du kan snakke med på daglig basis. Måske det faktisk bliver helt okay? Kunne det være at jeg begyndte at se en lille smule frem til det? Hårfarven er i hvert fald lysnet til noget, der ser helt okay ud, og jeg får kommentarer på at det ser ret godt ud. Jeg var bare så vandt til den der udvaskede ginger-ish leverpostej farve, at det brune pludselig var helt voldsomt.

Jeg har styr på garderoben, der pludselig blev lidt mere flamboyant end normalt, men måske det faktisk er en god ting? Jeg laver tit et tankeeksperiment á la ”hvad nu hvis”. For eksempel Hvad nu hvis jeg vandt 30 millioner, eller Hvad nu hvis jeg kun havde et halvt år tilbage at leve i. Det ender ofte med, at jeg ville være ligeglad med hvad andre tænkte, gå i lige præcis det tøj jeg havde lyst til og bare gøre alle de ting som jeg havde lyst til, men måske var bange for i hverdagen. Hvilken bedre mulighed for at genopfinde sig selv lidt, og tænke ”jeg gør det” i stedet for ”hvad nu hvis”, end tilbagekomsten efter 9 måneders fravær? Dette nye kapitel i mit liv må hedde ”Return to life as I never knew it”. Jeg skal tilbage til virkeligheden, en gammel hverdag, men på en helt anden ny måde end før, og det hele skal afbalanceres. Jeg har et barn, jeg er sammen med verdens dejligste mand, som jeg skal blive gammel med, og jeg er liiiidt tykkere end jeg var for et år siden, men ved du hvad? Jeg kan være lige præcis den jeg gerne vil være. Barnet bliver kun større, manden elsker mig for mig, og kiloene skal nok komme af med tiden. SÅ travlt har jeg heller ikke. Jeg bliver snart 28 for fjerde gang i streg, og som Beyonce synger ”I’m a grown woman, I can do whatever I want”.

I aften tager jeg ud og spiser Sushi og drikker vin med en veninde, og fejrer at min kæreste nu officielt har barsel.

Tag – you’re it!

6. stadie: Kom an

Mandag morgen. Jeg tror jeg kommer til at være ret klar til det her – jeg har endda købt en ny cykel, bare så det bliver lidt federe (og hurtigere) at komme til og fra arbejde. Jeg forestiller mig at det bliver hårdt at sige farvel til bobbeloppen. Måske jeg endda kommer til at græde lidt, så jeg er nødt til at fixe mascaren, og bare ender med at fucke den mere op, fordi jeg ikke har haft mascara på i 8 mdr. Okay det er løgn, men det kan helt ærligt tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har haft mascara på i løbet af min barsel.

Lige om lidt er jeg på arbejde, og så var den barsel slut. Hold op, hvor har det bare været helt igennem fantastisk, forfærdeligt, stressende, udkørende, frustrerende, berigende, dejligt og jeg glæder mig så meget til at komme hjem igen. Hjem til min lille familie og vores hverdag sammen.

*Disclaimer: jeg tror fuldt og fast på, at nutidens feminisme handler om kvindens ret til at vælge sin egen hverdag og bestemme over egen krop. Det handler ikke om hvorvidt man barberer ben eller ej, hvorvidt man går hjemme og passer børn eller ej, hvorvidt man er karrieremindet eller ej. Det handler om retten til at vælge, og at man udefra ikke har retten til at dømme dette valg. Ligestilling er en nødvendighed af årsager jeg slet ikke beskrive her, men det er lige så vigtigt at huske på, at hver kvinde har ret til sin egen skæbne, og at hendes liv skal baseres på valg som hun, og kun hun, træffer.

Skriv et svar