Jeg er faktisk glad

Jeg har ikke lige fået skrevet nær så meget her i August, som jeg egentligt havde tænkt mig at jeg ville. Vi ramte 5. tigerspring hos Eik, og for at være ærlig så har det virkelig været hårdt. Derfor har overskudet til at skrive om dagligdagen og diverse tanker heller ikke været der. Til gengæld har jeg fået tænkt en del. Mest bare over hverdagen, min lille familie, vores fremtid og hvordan vi går og har det. Og det er gået op mig, at jeg faktisk er ret glad. Ikke glad på den måde man er glad, når man lige har fået en virkelig lækker gave, eller fredag eftermiddag når man lige har fået fri fra arbejde, eller når man bare går og glæder sig til et eller andet. Mere på den der tilfreds-med-livet, rolige, varme, hverdags-agtige-måde, hvor man ikke kan pinpointe præcis hvorfor man egentligt er glad.

Det slog mig at jeg for første gang, er lige præcis dér, hvor jeg gerne vil være.

Da jeg i 2012, som 25-årig, flyttede til Kbh, havde jeg ikke et særligt fedt job, relevant erfaring med det jeg virkelig gerne ville, kæreste eller permanent bolig.

En veninde spurgte mig den sommer: ”hvad er din største frygt?”, hvortil jeg, lidt småfilosofisk, tænkte mig om og sagde ”at det ikke bliver bedre end det her”. På det tidspunkt arbejdede jeg som tjener på en turistfælde af en restaurant og boede i et værelse i en lejlighed, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Jeg var mega broke og utilfreds, og havde svært ved at se mig ud af, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg vidste bare, at jeg rigtig gerne ville have et fedt og relevant job, hvor jeg kunne shine, en lækker lejlighed, hvor jeg følte mig hjemme, og en sød kæreste, der gerne ville have børn med mig – helst inden jeg blev 32. (32 har været min skræmmealder siden jeg var 22).

Min veninde kigger på mig, og siger: ”Jesus christ, jeg mente mere sådan om du var bange for slanger eller højder eller noget”.

Pointen er, at det er gået op for mig at jeg snart er 32, og at jeg er lige præcis dér, hvor jeg gerne ville hen. Også selvom det så lidt sort ud dengang for 6 år siden.

Jeg har et fedt job, hvor jeg får lov til at gøre noget af det jeg gør bedst. Jeg har en helt igennem fantastisk kæreste, der er noget af det mest tolerante, tålmodige og elskværdige menneske jeg nogensinde har mødt. Sammen har vi fået en virkelig dejlig lille søn, mild, glad og nysgerrig på livet, og som jeg elsker højere for hver dag. Vi bor i en seriøst lækker lejlighed på Østerbro, hvor jeg føler mig mere tilpas og hjemme end jeg længe har gjort nogen andre steder.

Så jah, det gik op for mig at jeg bare er glad. Også selvom det kan være hårdt. Det tog en del akavede tindermatches og kaffeture om søerne, før jeg mødte min kæreste. Det tog hundredevis af jobansøgninger og koldsvedsfremkaldende jobsamtaler (jeg bliver meget hurtigt nervøs til sådan noget) før jeg fik et rigtigt job, og vi kiggede på seriøst meget lort til overpriser, før vi fandt vores hjem på Østerbro. Det har krævet tårer, usikkerhed og søvnmangel at sætte vores søn i verden, men når det så er sagt, er jeg f*cking glad!

Skriv et svar