Det vi ikke taler om – part II: Kærlighed ved første blik

Det her indlæg har været til overvejelse i noget tid nu. Dels har jeg ikke helt været klar over, hvordan jeg ville formulere det. Dels har jeg måske frygtet modtagelsen en smule. Det kan virke lidt grænseoverskridende at sige højt, og ikke mindst skrive om, så alle kan se og høre det. Men netop derfor synes jeg, at det er vigtigt. Jeg håber derfor også på, at du som læser vil imødekomme det med et åbent sind. Også selvom du måske ikke selv, kan sætte dig helt ind i de tanker og følelser jeg har siddet med.

Min søn Eik er i dag 5 mdr. gammel, og jeg elsker ham mere end noget andet. Den følelse af kærlighed, der i dag kan ramme mig, uanset hvor søvnberøvet, udmattet og udkørt jeg er, er det vildeste jeg nogensinde har oplevet. Når han smiler, griner eller gør noget for første gang, både bevidst og ubevidst, fyldes jeg med stolthed, ære, varme og kærlighed, i så høj en grad, at jeg nærmest er ved at revne. Jeg elsker at vise ham frem for omverdenen, og lade ham betragte omgivelserne med forundring og nysgerrighed.

Som jeg sagde til en veninde: ”Jeg ville dø for ham!”.

Men det tog altså lidt tid at nå dertil.

Jeg elskede ham nemlig ikke fra det øjeblik jeg så ham første gang. Jovist, da han kom ud og blev lagt på mit bryst og bare lå og kiggede, helt varm og ny, skete der et eller andet. Jeg blev ramt af lige dele beskyttertrang og frygt. Han var jo ret sød, meget lille, og virkede ufatteligt skrøbelig som han lå der. Når jeg kiggede på ham, følte jeg virkelig at han var min, og at det var MIG, der skulle passe på ham. Andre folk skulle helst ikke komme for tæt på, eller holde ham, og jeg begyndte at græde, da der skulle tages hælprøver og der kom en dråbe blod fra hans fod. Men jeg følte det ikke som værende en altomsluttende kærlighed, som jeg ellers havde forventet.

Det er jo meningen at du som kvinde, skal blive mor i det øjeblik du finder ud af, at du er gravid. Og du skal elske dit barn inderligt, mens det stadig kun er på størrelse med en ært inde i maven. Når du så har født, får du det her barn i armene, og så skal du elske det med hud og hår og hver eneste komplekse, sammensatte fiber i din krop fra det øjeblik jeres øjne og hud mødes. Men jeg blev altså ikke ramt af den der bølge af rendyrket varm kærlighed, der bare skyller hen over en, sådan som man ser på film og TV. Eller som andre mødre taler om. Der gik altså lidt tid. Og havde jeg ikke været forberedt på netop dette, tror jeg at jeg ville være blevet rigtig bange, og måske have troet, at der var noget galt med mig. For det er jo ikke rigtig noget man taler om.

Da han var ca. 2 uger gammel, sad jeg med ham, kiggede på ham og prøvede for sjov at sige ”jeg elsker dig”, bare for at se hvordan det føltes. Det føltes helt akavet og mærkeligt. Lidt ligesom scenen i Nattevagten, hvor Nikolaj Coster-Waldau siger til Sofie Gråbøl: ”jaaarj ælsker daarj”. Har man ikke set den film, kan jeg varmt anbefale den. Men hold jer fra den amerikanske version. De har maltrakteret alt, hver der gjorde den film fed, og så har de ikke engang brugt Sort Sol til soundtracket. Anywho, der gik altså lidt tid. Og som sagt, havde jeg ikke været forberedt, var jeg nok blevet bange.

Men jeg var forberedt!

Et par mdr. inden termin faldt jeg tilfældigvis over et blogindlæg, skrevet af en nybagt mor – forfatter og titel er desværre gået i glemmebogen, men det omhandlede forskellige punkter man som gravid og ny mor, måske har brug for at høre. Bl.a. at der for hendes vedkommende, altså lige gik et par uger, før hun sådan rigtig begyndte at elske sit barn. En graviditet og fødsel kan altså være barske sager for kroppen, og nogen har måske brug for lige at komme sig, og finde mentalt på plads igen. Vi havde det oppe at vende herhjemme, som et interessant samtaleemne, og prøvede at forholde os til, at det måske kunne være tilfældet for mig eller ham, eller os. Mest fordi jeg selv havde lidt svært ved at forestille mig, at jeg vitterligt skulle elske det her nye menneske fra første sekund.

Den første tid efter fødsel gjorde det ikke lettere. Problemer med amningen stressede mig og gjorde mig ked af det, og jeg fokuserede meget på, at jeg bare gerne ville være en god mor der gav rigeligt med kærlighed og havde styr på det hele, i stedet for bare at lære min nye rolle som mor reelt at kende. Jeg tror måske, at jeg havde haft for mange ideer om hvad rollen som ny mor skulle handle om til, at jeg helt kunne acceptere, hvad der egentlig var op og ned i det hele. Man tror man er så klog.

Vendepunktet blev en dag, da min kæreste havde været ude med Eik en hel dag. På det tidspunkt var Eik 6 uger, og vi havde for længst droppet amningen og var i stedet hoppet på flasken. Det gav noget frirum for mig, hvilket jeg virkelig havde brug for den dag. Men i løbet af dagen skete der noget.

Jeg begyndte at savne Eik helt enormt meget, på en helt anden måde end jeg tidligere havde prøvet. Jeg manglede bare at holde ham tæt på, at dufte ham, og mærke hans lille krop helt ind til mig. Jeg savnede at give ham flaske, at skifte hans ble og bare være hans mor. Jeg kunne helt seriøst mærke, hvordan min krop både fysisk og psykisk savnede ham. Jeg stod klar i døren da de kom hjem, og holdt ham helt tæt til mig i lang tid. Lige præcis dér, gik det op for mig, at jeg virkelig elskede min søn. Nu er han 5 mdr. gammel, og kærligheden imellem os vokser støt og roligt for hver dag vi lærer hinanden bedre at kende.

Så hvis du sidder som gravid eller nybagt mor, og tænker, at det der med at elske dit barn som forventet ligger lidt langt væk, kan jeg berolige dig. Det kommer helt naturligt af sig selv. For nogen kommer det i det allerførste splitsekund, de ser og holder deres lille ny. For andre kan det tage uger eller måneder. Men det kommer, og det er ventetiden værd!

Skriv et svar