Mamma Louie

#MomCelebration: En go’ mor sidder ikke i brysterne

aug
08

“En go’ mor sidder ikke i brysterne – husk det!”. Det var der en sygeplejerske der sagde til mig, da jeg lå der på barselsstuen, ekstra følsom og tudefærdig som nybagt mor, og kæmpede lidt med at få amningen op at køre.

Hele graviditeten igennem havde jeg forestillet mig, hvordan jeg skulle amme mit lille barn, når det var kommet til verden. Jeg glædede mig som en gal til, at skulle sidde der og give ham mad og næring fra mig, og knytte det her helt igennem specielle bånd, som kun en mor kan have med sit barn. Jeg havde allerede inden fødslen forberedt mig, og købt både ammeindlæg og ammebh’er, og indrettet en hyggelig lille amme-hygge-stol i soveværelset. Her skulle vi sidde om natten, i månens skær, og bare hygge og amme og knytte bånd. Hold op, hvor jeg glædede mig til at amme. Det var, i min verden, nærmest essensen af det at være en rigtig mor.

“En go’ mor sidder ikke i brysterne”, blev mantraet herhjemme, da det at opgive amningen så småt kom på tale. For opgive det måtte jeg.

Amningen kom ganske enkelt ikke op at spille på noget tidspunkt. Til at starte med følte jeg lidt, at jeg manglede noget hjælp og rådgivning. Vi lå indlagt som en lille familie, mig, min kæreste og lille Eik, på Juliane Marie Centeret på Rigshospitalet i 3-4 dage efter fødslen. Og selvom pointen med det var, at få lidt ekstra hjælp til at komme rigtig i gang, oven på en kompliceret graviditet og en lang fødsel, gik amningen lidt i ged allerede her. Selvom de sygeplejersker og jordemødre, der tog sig af os i de dage, var vildt søde og generelt rigtigt hjælpsomme, så følte jeg mig bare helt fortabt i en nyopstartet ammeprocess. For hvad f*ck skulle jeg lige gøre her altså? Når jeg, den dag i dag, kigger tilbage på den tid, føler jeg lidt at de måske havde ret travlt og derfor spidsede mig af med et vagt “har du prøvet det her?”-svar.  Da det endeligt så småt lykkedes mig at lægge ham ordentligt til, og havde fornemmelsen af at han rent faktisk fik noget mælk ud, begyndte det 1) at gøre sindsygt ondt, 2) han at falde i søvn meget hurtigt. Da han i forvejen var ret lille, skulle vi supplere amningen med en kop MME, så vi var sikre på, at han fik nok næring.

Da vi senere fik ham med hjem, gjorde det det mildest talt ikke mindre ondt. Jeg fik både sår og revner på brystvorterne, det blødte helt vildt når jeg forsøgte at pumpe ud, og både amning og udpumpning blev en proces som jeg skulle forberede mig mentalt på i 30-45 min. inden jeg skulle igang. Ved udpumpning kunne vi også se, at jeg slet ikke producerede nok mælk. Efter lidt tid ville Eik heller ikke tage fat længere. Det var simpelthen for udmattende for ham, at skulle sutte så hårdt for at få noget ud, at han ikke rigtig ville tage brystet længere. Det blev en både stressende, smertefuld, og rigtig hård oplevelse, der ikke gjorde noget godt, hverken for mig eller Eik. I samråd med min SP blev vi derfor enige om, at det at opgive amningen ville være det bedste for alle involverede.

Jeg skulle tage i alt 2 piller, der stoppede den sidste rest af mælkeproduktion, så vi kunne få noget ro på det hele, og hurtigt komme videre. Og så skulle vi ellers bare i gang med flasken. Jeg tror aldrig jeg har grædt så meget, som jeg gjorde lige inden jeg skulle tage den første pille. Jeg følte virkelig at jeg fejlede, at jeg opgav alt for hurtigt, og at jeg slet ikke kunne leve op til forventningerne – hverken Eiks (irrationelt I know), omverdenens eller mine egne. Det var jo nok i bund og grund mine egne forventninger, der var hårdest ikke at kunne leve op til. Det skulle dog vise sig, at det at opgive amningen, blev en af de bedste beslutninger jeg kunne træffe for mig og mit barn.

I dagene efter, kom der meget mere ro på min krop, og det blev meget lettere at falde på plads i min nye rolle som mor. Eik spiste flasken med største velbehag, og jeg kunne, på forunderlig vis, stadig godt sidde der i hyggekrogen, og knytte bånd, holde i hånd og have øjenkontakt, mens han blev glad og mæt. Den dag i dag er han både stor og stærk, han er vildt nysgerrig på verdenen omkring ham, og hans øjne fyldes med smil og kærlighed når han kigger på mig. Selvom amningen i langt de fleste tilfælde er det bedste, og det der anbefales, tvivler jeg ikke på, at jeg traf den rette beslutning da jeg opgav amningen. Jeg tror min pointe er, at der er så ufatteligt mange måder at være mor på. Lad os hylde alle mødrene og den kamp de kæmper, i stedet for at momshame og pege fingre, fordi de ikke lige gør tingene efter konventionelle anbefalinger.

 

ps. Hvor fedt er det lige, at far også kan være med på fodring? Jeg mener, man kan deles om tjansen om natten, og jeg kan spise/drikke lige præcis det jeg vil! WIN!!! 🙂

2 Responses to #MomCelebration: En go’ mor sidder ikke i brysterne

  1. Tak for et fedt indlæg.
    Det lyder nok lidt forkert når jeg skriver, at det er “dejligt” at lære, at andre har haft mange af de samme følelser og tanker som én selv, men jeg mener blot, at efter en svær svær tid, så kom opklaringen og ja, man kan nemlig snildt knytte et vanvittig tæt bånd til sin baby selvom man giver flaske 🙂
    #momcelebration

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *