Jeg kan næsten ikke følge med

Nej jeg kan ej! Det går jo pludselig vildt stærkt med Eiks udvikling. På en uges tid skete der følgende:

  1. Han sad op for første gang uden støtte!
  2. Han opdagede sine fødder – hold op, de er spændende.
  3. Han opdagede at han pludselig kunne lave mange nye lyde, bl.a. hoste for sjov, grineskriget, pusteprutlyd og mor-dutter-mig-på-læberne-så-jeg-må-hellere-lave-en-lyd-lydenVideo.
  4. Vi begyndte på smagsprøver af grød og mos – han vil helst gerne selv holde og styre skeen, tak.
  5. Han har lært at rulle fra mave til ryg – så nu gider vi altså ikke ligge på maven længere.

Samtidig er der kommet meget mere personlighed på ham. Det er svært at forklare, jeg tænker at andre forældre kender følelsen?, men han er ikke længere bare en lille baby. Han er nu et lillebitte og komplekst menneske, der viser andre følelser end blot sult, træthed og “trøst-mig”-følelsen. Han viser nu forundring, nysgerrighed, oprigtig glæde, nervøsitet og kærlighed, og det er noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet. Især kærlighed. Når han søger mig, holder mig i hånden og falder til ro, når han lægger sit hovede helt ind til mig og bare hviler helt stille der, uden at møffe og sprælle, smelter mit hjerte ganske enkelt. Når han ligger der og bare nyder at blive holdt om, går tiden lidt i stå, og jeg tænker at det er lige præcis det her, der er meningen med det hele.

Derfor vil jeg også prøve at blive bedre til, at nyde bare at være i det hér og nu. Tænke lidt mindre på støvsugning og opvask, lidt mindre på de ting, der giver mig dårlig samvittighed, og bare generelt være lidt mere ligeglad med alle de ligegyldigheder, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Eiks opvækst og udvikling udgør en så minimal brøkdel i det store regnestykke, og jeg vil helst ikke misse for meget.

    

Skriv et svar