Mamma Louie

Det vi ikke taler om – Part I: Når det ikke er fedt at være gravid

jul
12

Jeg synes virkelig ikke, at det var særlig fedt at være gravid.

There – I said it! ….again. Men jeg har brug for at sige det igen. Fordi første gang jeg umiddelbart gav udtryk for, at jeg ikke syntes at det at være gravid var det fedeste/dejligste/mest fantastiske/(indsæt selv hvilket som helst andet positivt ladet adjektiv) i hele verden, blev jeg mødt af sætningen: “Jamen tænk på alle dem, der ville ønske at de var dig lige nu”. Og ja, jeg ved at der er rigtig mange kvinder derude, i det ganske danske land, der kæmper en sej og brav kamp for at blive gravide, og for dem håber jeg virkeligt, inderligt, det bedste. Og ja, jeg ved at over for dem, kan det virke en smule tarveligt, at brokke sig over at være gravid. Men det ændrer ikke på, at jeg nu engang havde det som jeg havde det, og at sætningen “Jamen tænk på alle dem, der ville ønske de var dig lige nu”, fik mig til at føle mig som et barn, der ikke havde spist op, og derfor blev bedt om at tænke på de sultne børn i Afrika. Det er en ligegyldig floskel, der hverken gør til eller fra.

Og hvorfor synes jeg så ikke, at det var super fedt at være gravid? Jo det skal jeg fortælle dig.

  1. trimester: Rent “velvære”-mæssigt, kæmpede jeg en del med både slem kvalme, blodmangel og lavt blodtryk. En stor del af 1. trimester gik derfor med, at være fysisk utilpas og dårlig, hvilket blev lidt en ond cirkel. Jeg havde det skidt, let motion ville hjælpe, men jeg var for utilpas til at gøre det. Jeg gik fra at træne rigtig meget, og være meget aktiv, til at være konstant træt og holde mig i ro. Jeg fik svært ved at genkende mig selv, og forholde mig til min krop i forandring. Jeg tog hurtigt 5 kg på, og følte at alle kunne se med det samme, at jeg var gravid. Samtidig var jeg bare ikke en af dem, der bare havde dén der glød og udstråling af livsberigende velvære, nej! Hvad jeg havde var sygedage, poser under øjnene, tør hud OG hormonel akne, som jeg den dag i dag stadig kæmper en lille kamp med (jeg vinder …med hjælp fra hudlægen!).
  2. trimester: Mit fysiske velvære blev en smule bedre, da jeg begyndte at tage jerntilskud og kvalmen fortog sig. Vi begyndte at fortælle folk om graviditeten, og for en stund var det hele ret hyggeligt. Indtil uge 16. I uge 16 begyndte jeg at bløde. Jeg græd, var panisk, og frygtede det værste. Vi havde jo hørt hjertet, fået kønnet at vide og annonceret det til hele verden, hvad skulle der nu ske, hvis…. ja altså, hvis nu…. jeg kan ikke engang sige det. Vi kom hurtigt til undersøgelse på hospitalet, hvor der blev scannet, målt og lyttet. Alt var godt – baby havde det godt, men moderkagen lå dumt, og det var muligvis det, der havde forårsaget blødningen. Jeg blev endnu en gang bedt om at holde mig lidt i ro. Samtidig begyndte jeg i løbet af 2. trimester, at få de her spændninger henover maven når jeg gik ture, cyklede eller gik op af trappen. Hvad jeg på det tidspunkt ikke vidste var, at det var tiltagende plukveer. Jeg blev forresten også bare tykkere og tykkere, og da jeg var i 5 måned, var der en fremmed der sagde: “nårh, du er da også snart klar til at poppe, hva’? hahaha” – Nej jeg er ej, jeg er faktisk kun ca. halvvejs, så LUK RØVEN. Fik jeg nævnt at mine hormoner virkelig begyndte at gå amok her? Nåh, men blødninger og plukveer, gjorde mig bange og nervøs, og jeg længtes efter at føde og ikke være gravid længere. Dette på trods af, at jeg var helt igennem rædselsslagen for at føde. Men det er et helt andet blogindlæg (note to self: skriv blogindlæg om føde-angst!).
  3. trimester: Nærmest på selve dagen, hvor jeg gik ind i 3. trimester, måtte jeg sygemelde mig fra arbejde. Til at starte med, var det blot for en uge, for at se hvordan jeg havde det. Plukveerne var blevet slemme og mange, og jeg kunne næsten ikke bevæge mig uden at de blev provokeret. Lægen var lidt bekymret. Det skal lige nævnes at plukveer jo er helt normale, ikke farlige, og helt naturlige, men jeg havde så mange, så ofte, at det stressede livmoderen, så jeg skulle – igen, igen – holde mig i ro. Efter den første uge, måtte jeg deltidssygemelde mig indtil jeg skulle på barsel. Der var stadig to måneder tilbage før planlagt barsel, og jeg havde det så dårligt med mig selv og dårlig samvittighed over, at skulle sygemelde mig. Hvad måtte de dog ikke tænke om mig, inde på arbejde. De tænkte heldigvis ikke andet, end at jeg skulle passe på mig selv og baby, og de sendte endda den fineste buket blomster. En måned senere blev det til en sygemelding på fuld tid, da jeg, i uge 31, var jeg tæt på at gå i fødsel, og måtte indlægges på hospitalet. Her fik jeg ve-hæmmende medicin, samt medicin til at modne babys lunger, hvis jeg nu alligevel skulle gå i aktiv fødsel. Jeg var indlagt i 3 dage, og kom kun hjem fordi jeg lovede at tage den med ro, og komme tilbage hvis der var det mindste. Jeg kom hjem med strenge ordre på at tage den HELT med ro. Ikke noget med at gå op og ned af trapper – hurra for at bo på 4. – ikke noget med at støvsuge og ordne vasketøj, eller slæbe på indkøbsposer. Dette betød at jeg var noget nær fanget derhjemme. Og nårh ja, så var der også lige en svangerskabsforgift under opsejling den sidste måneds tid. Den svangerskabsforgift betød, at jeg den sidste måned, var til tjek på hospitalet hver uge, indtil de valgte at sætte mig igang i uge 39. Men det er altså også en særskilt beretning i sig selv.

Jeg kunne egentligt skrive meget mere om, hvorfor jeg ikke syntes at det var fedt at være gravid, men jeg tror at ovenstående, giver et ret godt billede af mine oplevelser under hele forløbet!? Graviditeten gjorde, kort sagt, at jeg følte mig som en fremmegjort fange i min egen krop. Det fysiske og psykiske kom aldrig rigtigt til at spille sammen, og jeg tilbragte en del tid med, at stresse over alt muligt unødvendigt istedet for at passe på mig selv.

Alt i alt, var jeg nok ikke særligt god til at være gravid, og håndtere den forandring min krop gennemgik. Jeg havde en ide om, hvordan jeg skulle være som gravid, og hvordan det hele skulle foregå, og det var først alt, alt for sent, at jeg opdagede, at det ikke var noget jeg rigtig selv kunne styre. Det ændrer dog ikke på, at jeg syntes at det var max nederen at være gravid. Og jeg synes at det skal være okay at sige, selvom det ikke er noget vi rigtig taler om.

Jeg håber det bliver bedre næste gang.

One Response to Det vi ikke taler om – Part I: Når det ikke er fedt at være gravid

  1. Pingback: Dårlig samvittighed – Mamma Louie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *